10 år siden Brian blev dræbt - her er hvad vi ved
3. april er det 10 år siden, Brian Christoffersen Sommer blev fundet dræbt i sin lejlighed på Poul La Cours Vej i Højvangen.
Omkring klokken 19.30 den 3. april 2014 blev den dengang 48-årige Brian Christoffersen Sommer fundet dræbt i sin lejlighed på Poul La Cours Vej i Højvangen.
Nu, 10 år senere, er der fortsat ingen dømt i sagen.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi, der i øvrigt ikke har yderligere kommentarer til sagen.
Uge-Bladet Skanderborg skrev i kølvandet på mordet i Højvangen flere artikler om sagen. I dem fremgår det, at den 48-årige mand selv var dømt ad flere omgange. Brian Christoffersen Sommer blev blandt andet idømt syv års fængsel i 2003 for et groft overfald på en 68-årig mand i Højvangen.
Manden blev blandt andet trampet i hovedet flere gange, og han døde to uger senere. I 2009 fik han en dom på tre års fængsel for gentagne tilfælde af vold.
Brian Christoffersen Sommer havde i øvrigt også sin gang i misbrugsmiljøet i Skanderborg, og han blev senest set i live 2. april ved 17.30-tiden i Højvangscentret.
Tæsket ihjel
Godt et døgn senere fandt politiet den 48-årige Brian Christoffersen Sommer dræbt i sin lejlighed.
Politiet fortalte efterfølgende, at meget tydede på, at han blev tæsket ihjel.
»Den 48-årige er blevet tildelt mange slag og har betydelige skader flere steder på kroppen. Ud fra de tekniske undersøgelser som personale fra Retsmedicinsk Institut udførte på gerningsstedet, har vi konkluderet, at manden er død efter stump vold. Han bliver obduceret i eftermiddag, og derefter kan vi udtale os mere præcist om hans kvæstelser, og hvad, der har slået ham ihjel,« sagde politiinspektør Steen Edeling fra Sydøstjyllands Politi efter drabet i 2014.
I tiden efter drabet søgte politiet vidner, der kunne hjælpe politiet videre i sagen om at klarlægge den 48-åriges færden op til drabet - og i forsøget på at finde drabspersonen.
I den forbindelse efterlyste politiet også på et tidspunkt en grønlig personbil, formentlig en Citroén ZX.
Det kom sig af, at den 48-årige i flere tilfælde havde følt sig overvåget af nogle personer i netop den bil.
I sidste ende kom der dog ikke det gennembrud i sagen, der kunne føre til en dom.