Død kvinde identificeret: Troede i første omgang hun var en anden
Den døde kvinde, der blev fundet 25. marts, er nu blevet obduceret.
Den kvinde, der tidligt om morgen den 25. mart blev fundet af en ravsamler på stranden ved Ferring tæt på Lemvig, er nu endelig blevet identificeret.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kvinden havde ligget i vandet noget tid - og var umiddelbar svær at identificere.
Man begyndte derfor også at søge internationalt, ligesom der blev kigget rundt i landets politikredse.
I første omgang forlød det, at det muligvis var liget af en 70-årig kvinde fra Esbjerg, som ravsamleren opdagede.
Efter obduktion af den fundne kvinde har det dog vist sig ikke at holde stik: Det drejer sig i stedet om en 74-årig kvinde fra Tønder, der har været savnet siden 21. februar, hvor hun forlod sit hjem i nedtryk tilstand.
Ifølge jv.dk blev hendes bil efterfølgende fundet efterladt ved Højer Sluse - og både politi, hjemmeværn og Beredskabsstyrelsen har siden ledt med hunde, droner, helikoptere, både, dykkere og vandsøgshunde efter den 74-årige.