Fortsæt til indhold

Politirapporten uge 16

Krimi

Søndag 7. april

En 78-årig mandlig bilist blev klokken 14.05 sigtet for ikke at have holdt nok afstand til den forankørende, da han på Århusvej i Randers kørte op bag i en anden bil, der blev ført af en 47-årig mand. Den 47-årige blev skubbet frem i endnu et køretøj, hvor en 48-årig mand sad bag rattet. Ingen personer kom umiddelbart til skade.

Tre anmeldelser om indbrud i Randers fik Østjyllands Politi i løbet af søndag. På Østergade i Randers har ukendte indbrudtyve været forbi en adresse mellem fredag 5. april klokken 15 og søndag klokken 12.30.

De to andre er med sikkerhed begået søndag. På Gl. Engvej i Langkastrup øst for Assentoft er der begået et indbrud mellem klokken 14.30 og 16.20. På Vennelystvej i Kristrup er der begået et indbrud mellem klokken 17 og 18.15.

Mandag 8. april

En livløs person blev fundet af en sejler ved havnen i Mellerup klokken 18.05, og politiet blev derfor tilkaldt.

I fællesskab med brandvæsenet sejlede betjentene ud til stedet, hvor den livløse person var blevet fundet. Han blev erklæret død af en læge på stedet.

Den afdøde blev efterfølgende identificeret som en 63-årig mand fra lokalområdet, og de pårørende blev underrettet. Den 63-årige har været meldt savnet siden 20. marts.

Politiets umiddelbare undersøgelser har ikke vist tegn på, at der skulle ligge en kriminel handling bag mandens død. Østjyllands Politi har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen.

En melding om brand i en bolig på Lodsejervej nær Gammel Hadsundvej i Randers fik politiet og brandvæsnet klokken 20.05. Ud gennem boligens vinduer kom der kraftig sort røg.

En politipatrulje blev sendt til stedet, og den ankom kort tid efter brandvæsenet, som allerede var i gang med at slukke ilden i lejligheden.

Fra lejligheden var en kvindelig beboer kort forinden blevet hjulpet ud af nogle naboer, som havde fundet hende på adressen med svære brandskader.

Kvinden afgik kort tid efter ved døden som følge af sine kvæstelser. Branden var angiveligt opstået på et badeværelse, og den havde ikke umiddelbart bredt sig.

Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og oplyser, at de på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Det er politiets umiddelbare formodning, at ingen andre personer har været involveret i sagen.

Tirsdag 9. april

Der er begået et indbrud på Steen Blichers Gade i Randers mellem klokken 12 og klokken 22.15.

Onsdag 10. april

Der er begået et indbrud på Møllegade i Randers nær sundhedscentret klokken 7.45

Et tip om opbevaring af våben sendte onsdag aften politiet forbi en adresse i Gjerlev med en ransagningskendelse. Under ransagning af adressen, der blev udført af betjente fra specialpatruljen og sprængstofhundepatruljer, fandt politiet flere forskellige pistoler og geværer samt tilhørende ammunition.

Der blev ligeledes fundet doping og skunk, skudsikreveste og hjelme på adressen, som alt sammen blev beslaglagt. Den 51-årige mand og den 42-årige kvinde, som begge bor på adressen, blev anholdt og sigtet for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder henholdsvis klokken 20.25 og klokken 21.04.

Torsdag klokken 13 blev de to personer så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Anklagemyndigheden bad om lukkede døre ved retsmødet af hensyn til den videre efterforskning, og politiet har på nuværende tidspunkt heller ikke yderligere kommentarer til sagen.

Fredag 12. april

Klokken 12.28 blev en 30-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en politipatrulje på Århusvej i Randers.

En 49-årig mandlig bilist blev anholdt og sigtet for narkokørsel, da han klokken 13.05 blev standset af politiet på Mariagervej i det nordlige Randers.

Også en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel fredag. Han blev standset af politiet på Fischersgade ved Randers Bibliotek klokken 16.28.

Lørdag 13. april

Klokken 00.27 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Støberigade lige syd for Randersbro.

En 54-årig mandlig bilist blev klokken 20.28 standset af politiet på Rådmands Boulevard i Randers. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret.

Klokken 20.35 blev en 20-årig kvindelig bilist også sigtet for kørsel uden førerret. Hun blev standset af en politipatrulje på Tørvebryggen i Randers.