Mand fængslet for drabsforsøg: 24-årig mistede meget blod
26-årig mand nægter sig skyldig og har kæret kendelse.
En 26-årig mand er blevet varetægtsfængslet i tre uger, sigtet for forsøg på manddrab.
Det er resultatet af et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus fredag 12. april.
Politiet mener, at den 26-årige mand 9. november sidste år sammen med flere andre overfaldt en henholdsvis 22-årig og 24-årig mand, der begge blev stukket adskillige gange med stikvåben.
Overfaldet fandt sted om aftenen ud for en adresse på Hammerhusvej i Aarhus V.
Den 24-årige mistede en del blod og var i livsfare, og kun på grund af akut behandling overlevede han overfaldet.
Den 22-årige fik også flere læsioner, men han var dog ikke i livsfare.
Den 26-årige mand nægter sig skyldig og har kæret kendelsen til landsretten.
To andre mænd er i forvejen varetægtsfængslet i sagen.
Grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker indtil videre ikke at oplyse yderligere om sagen.