Fortsæt til indhold

Politi afspærrede område: Mand med bue skabte utryghed

Østjyllands Politi fandt hurtigt 43-årig mand.

Krimi

»Utryghedsskabende adfærd.«

Det er de ord, Østjyllands Politi bruger til at beskrive, at en mand torsdag morgen gik rundt med bue og pile på et grønt område ved Langenæs Allé i det centrale Aarhus.

Ifølge anmeldelsen var manden i besiddelse af en form for hjemmelavet bue med hjemmelavede pile, som han stod og skød med i nærheden af boldbanerne i området.

Ved politiets ankomst til stedet, var vedkommende forsvundet fra det grønne område.

Østjyllands Politi fandt dog hurtigt frem til, at der var tale om en 43-årig mand, der bor i en lejlighed i nærheden.

Politiet rettede derfor henvendelse på mandens adresse og kom i kontakt med ham, hvorefter han blev anholdt uden dramatik. Anholdelsen fandt sted omkring 10.45 torsdag formiddag.

Den 43-årige mand blev sigtet for at overtræde våbenloven ved at have været i besiddelse af en bue og dertilhørende pile på et offentligt tilgængeligt sted, hvorefter politiets afspærringer i området blev ophævet og manden taget med til nærmere afhøring.

Det er ikke politiets vurdering, at nogen personer har været udsat for nærtliggende fare i forbindelse med episoden, og Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen.