Fortsæt til indhold

Når at redde veteranbil ud: 16 brandfolk haster til brændende bygning

16 brandfolk fra Østjyllands Brandvæsen deltog i slukningen af en brand i en bygning på Lilleringvej i Harlev tirsdag formiddag.

Krimi

Brandfolk fra Østjyllands Brandvæsen i både Galten, Hørning, Skanderborg og Silkeborg blev sendt ud til en brand i en industribygning på Lilleringvej i Harlev tirsdag morgen.

Klokken 08.21 gik alarmen hos brandfolkene, og så var det af sted i seks brandbiler.

»Der var brand i en industribygning, hvor der har været ild i noget maskinværk i bygningen. Det har så bredt sig til tagkonstruktionen,. men de nåede at stoppe ilden, så der ikke gik ild i selve tagpladerne,« lyder det fra operationschef Jørgen Hansen fra Østjyllands Brandvæsen, der oplyser, at der ikke var nogen liv på spil.

»Men brandfolkene fik reddet en gammel veteranbil ud fra hallen. Det var vist det eneste ud over et par gasflasker, som de af sikkerhedsmæssige årsager også reddede ud,« fortæller Jørgen Hansen.

16 brandfolk hastede til en brand i en industribygning på Lilleringvej i Harlev. Foto: Presse-fotos.dk.

De var 16 brandfolk af sted på adressen.

»Det er en del til at slukke en ildebrand. Men nogle af dem har ikke nødvendigvis brugt det køretøj, de kom i. - men så er de brugt som reserve, når der har været et hold røgdykkere inde. Så hjælper de hinanden. Silkeborg var bare tilkaldt som reserver, så de blev hurtigt sendt hjem igen,« fortæller operationschefen, der oplyser, at brandfolkene var færdige med at slukke ild under to timer efter alarmeringen.

»Der bliver også sendt en badevogn og en logistikvogn ud til sådan nogle brande, så brandmændene kan komme i bad og få rent tøj på, inden de kommer hjem. Så bliver vores køretøjer ikke forurenet med en masse giftigt skidt,« oplyser Jørgen Hansen.