Mand kørt væk i ambulance efter overfald på sin adresse
Tre mænd bliver mandag fremstillet i grundlovsforhør, hvor de blandt andet er sigtet for at have begået indbrud og grov vold mod en 64-årig mand.
Ifølge Østjyllands Politi brød tre mænd i alderen 20 til 38 år søndag eftermiddag ind i en bopæl i Pindstrup, hvor en 64-årig mandlig beboer blev udsat for grov vold.
Det oplyser politikredsen i døgnrapporten.
Efter anmeldelsen tikkede ind hos politiet klokken 17.30, blev flere patruljer sendt til stedet, og da politiet var fremme nogle få minutter senere, var en ambulance allerede ankommet. Den 64-årige var ikke umiddelbart i kritisk tilstand, men han havde fået nogle behandlingskrævende skader fra diverse slag og spark, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
På vej til gerningsstedet observerede en hundepatrulje et mistænkeligt køretøj i nærheden af Mørke, hvorefter tre mænd blev anholdt og sigtet i sagen kl. 18.03.
De tre mænd i alderen 20, 28 og 38 år er sigtet for at have begået indbrud og husfredskrænkelse i form af ulovlig indtrængen på adressen i Pindstrup samt for at have begået grov vold i forening mod den 64-årige mand.
Alle tre bliver mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre. Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen af hensyn til efterforskningen, fremgår det af døgnrapporten.