Fortsæt til indhold

Har du set dem? Fire mænd fra Aarhus efterlyses i København

Fire mænd fra Aarhus-området efterlyses af Københavns Politi for røverier og tyverier begået i hovedstaden.

Krimi

Mellem december 2023 og april 2024 har en større gruppe mænd begået talrige røverier og tyverier rettet mod berusede bygængere i det københavnske natteliv.

Mændende har ageret pirattaxa og har siden afluret ofrenes pinkode og Mobilepay-kode. Mens de forurettede har troet, at de var alene med chaufføren, har en medgerningsmand gemt sig på bagsædet og kigget med, når vedkommende har skullet betale for sit lift. Derpå er ofrenes telefoner eller kort blevet stjålet.

Enkelte gange har offeret modsat sig, hvorefter der er blevet svaret igen med vold.

Tidligere er seks mænd blevet anholdt i sagen, og nu efterlyses yderligere fire mænd, som menes at være fra Aarhus.

Det er Københavns Politi, der i en pressemeddelelse efterlyser gerningsmændene.

De fire mænd er i alderen 17 til 32 år.

»De fire mænd ved godt, at politiet leder efter dem, men de har endnu ikke meldt sig selv. Derfor går vi nu ud med navne og billeder i håb om, at nogen ved, hvor mændene befinder sig,« siger politikommissær Thomas Nyby-Brockmann fra Københavns Politi.

Ligger man inde med informationer i sagen, opfordres man til at kontakte politiet på 1-1-4.

Mistænkte nummer 2: Mohammad Faki Foto: Københavns Politi
Mistænkte nummer 4: Abdulwahed Yassin Saker Mohamad Foto: Københavns Politi