Forsøgte mordbrand med deo og lighter: »Skyldig«
En 26-årig mand er kendt skyldig i drabsforsøg, oplyser Retten i Randers.
En 26-årig mand er mandag formiddag kendt skyldig i drabsforsøg. Det oplyser Retten i Randers.
Det vides endnu ikke, hvilken straf den 26-årige mand får.
Manden var tiltalt for at have forsøgt at brænde en 20-årige mand inde på et kollegieværelse i Grenaa i marts sidste år.
Han befandt sig i sin kærestes kollegielejlighed på Campus Djursland den aften, da det unge par med syrisk baggrund pludselig blev opsøgt af kvindens storebror.
Han var - ifølge den 20-åriges forklaring - vred over det forhold, søsteren havde til en mand, som hun ikke var gift med, og da familiens normale overhoved, faderen, var udenlands og havde været det i længere tid, påtog sønnen sig nu ansvaret for at redde familiens ære.
Det førte til håndgemæng mellem de to mænd, og det endte med, at der opstod brand. Den 20-årige mand, der pådrog sig andengradsforbrændinger på næsten en fjerdedel af kroppen, var kærester med søsteren til den tiltalte.
En brandteknisk undersøgelse har tidligere konkluderet, at ilden formentlig blev påsat ved hjælp af en deodorantspray og en lighter.
Slap væk i live
Den 20-årige fik også flere slag i ansigtet, da han kom ud fra toilettet, og han brækkede næsen ved det første træf. Den er stadig skæv, har han tidligere fortalt til TV2 Østjylland
Den 20-årige slap ud i live og blev med en lægehelikopter fløjet til behandling på Rigshospitalet.
Tumulten stoppede, da den 26-årige og hans søsters mor greb ind. Hun var ankommet til lejligheden sammen med en anden søster. Sammen kørte de væk i hendes bil, mens den 20-årige fik reddet sig selv ud på reposen, hvor naboer hjalp ham og ringede efter hjælp.
Forinden havde han skyllet sig selv med koldt vand inde i bruseren, fordi hans krop var blevet udsat for kraftig varme fra de flammer, han ikke kunne komme væk fra, mens hans overfaldsmand var til stede.
Stadig men efter branden
Et år senere går den 20-årige med hvide handsker, som skal beskytte hans hud mod solens stråler selv her et år senere, hvor han stadig har mén både fysisk og psykisk.
Det unge par havde lært hinanden at kende i februar 2023, og de havde kun været kærester i nogle uger, men manden var sikker på, at han ville gifte sig med hende, forklarede han i retten.
De havde aldrig hverken kysset eller været sammen seksuelt, men de tilbragte tid sammen og nød hinandens selskab.
Det gjorde de også den 14. marts om aftenen, da de begge havde været i skole. Hun havde travlt med nogle forberedelser til en eksamen, mens han lagde sig på sengen for at hvile sig.