Truet og overfaldet flere gange af samme mand: 22-årig indlagt med alvorlige skader
En 28-årig bliver fremstillet i grundlovsforhør.
Opdatering: Den 28-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig, men kærede ikke kendelsen. Det oplyser Østjyllands Politi på X.
En 28-årig mand er sigtet for grov vold og vidnetrusler mod en 22-årig mand.
Han bliver derfor fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Det grove overfald skete 12. maj på en adresse i Grenaa.
»Det skal være sket i forening med flere ukendte gerningsmænd,« siger Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.
Den 22-årige blev så ilde tilredt, at han blev indlagt med alvorlige skader efter adskillige slag og spark.
Det er dog ikke det eneste, sigtelsen lyder på.
Ifølge kommunikationsrådgiveren overfaldt den 28-årige også dagen inden - 11. maj - den 22-årige, der også blev truet til ikke at melde det til politiet.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre - derfor har Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.