Fortsæt til indhold

Tip gav gevinst: Specialpatrulje fandt laboratorium - og en kvinde

To personer er nu sigtet i sagen.

Krimi
jro

Efter et tip dukkede specialpatruljen op på en adresse på Djursland.

Her fandt betjente et funktionsdygtigt skunklaboratorium.

Det skriver Østjylland Politi i sin døgnrapport.

På baggrund af et tip til politiet - samt rettens kendelse - foretog betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje torsdag eftermiddag klokken 17.00 ransagning på en adresse på Djursland, hvor der angiveligt skulle blive produceret store mængder skunk.

En 26-årig kvinde befandt sig på adressen - og efter, hun var gjort bekendt med formålet med politiets tilstedeværelse, blev ransagningen begyndt.

Her fandt betjentene flere hundrede skunkplanter i en lade, der var blevet omdannet til et fuldt professionelt skunklaboratorium med varmelamper, automatisk gødnings- og vandingssystem, ventilation med mere.

De mange hundrede planter var blevet høstet, og det er derfor politiets vurdering, at der er tale om salg af mere end 20 kilo skunk. På adressen fandt politiet desuden knap et kilo skunk.

Efter ransagningen blev den 26-årige kvinde anholdt og sigtet i sagen.

Meldte sig selv

En 29-årig mand, der også har tilknytning til adressen, blev ringet op og fortalt, at også han var sigtet i sagen.

Han meldte sig selv til politiet fredag klokken 00.24 og vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers fredag med henblik på varetægtsfængsling.

Han er sigtet for besiddelse og salg af narko i form af flere kilo skunk.

Alle genstande på adressen, der har relation til selve skunklaboratoriet, er blevet beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

»Af hensyn til sagens efterforskning har Østjyllands Politi ikke umiddelbart yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt. Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre til dagens grundlovsforhør,« skriver Østjyllands Politi.

Kvinden er blevet løsladt efter afhøring, men er fortsat sigtet i sagen.