Fortsæt til indhold

Politihunde afsøger villaområde efter anmeldelse

Politiet er til stede i det nordlige Aarhus efter anmeldelse om et overfald.

Krimi
ddp

Østjyllands Politi har søndag været til stede ved et villaområde i Trige i det nordlige Aarhus.

Et større område blev afspærret, og politihunde søgte efter spor omkring villakvarteret Børmosehøjen.

Det skriver Ekstra Bladet.

Politiet oplyser til mediet, at det skyldes en anmeldelse om et overfald, som blev modtaget søndag morgen.

»Vi er derude og er ved at efterforske et forhold, vi har fået anmeldt i morges. Anmeldelsen gik på, at der var sket et overfald. Vi kan ikke sige så meget mere for nuværende. Vi har afspærret et grønt område i det fri, som vi er ved at afsøge med hunde. Vi regner med at blive en times tid endnu,« siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

Det er ikke lykkedes denne avis at komme i kontakt med politiet for at få uddybet, hvilken hændelse der har været tale om.