Får ros af politiet: Tog bilnøglerne fra formodet spritbilist, der slingrede kraftigt
Ældre mand er blevet sigtet for spirituskørsel.
Østjyllands Politi takker en mandlig borger for at være med til at stoppe en formodet spritbilist. Borgeren var tirsdag omkring klokken 15.30 på vej i bil fra Trige til Søften, da han lagde mærke til, at bilen foran ham slingrede kraftigt og blev ført meget usikkert.
Da den forankørende standsede for rødt lys i industrikvarteret i Søften, steg borgeren ud og tog kontakt til den slingrende bilist. Det var en 70-årig mand, der virkede beruset, og borgeren fik sammen med en tilfældigt forbipasserende taget bilnøglerne fra den ældre bilist.
Han blev holdt under opsyn, mens politiet blev kontaktet, og kort efter ankom en patrulje og tog en alkometertest af den 70-årige mand.
Testen viste, at han havde en højere promille end tilladt, og derfor blev han sigtet for spritkørsel og blev taget med for at få foretaget en blodprøve, der skal vise den nøjagtige promille.
Det oplyser politiet i døgnrapporten.