Fortsæt til indhold

Fire små piger kørt på hospitalet efter at have spist af giftig plante

Piger fra 0. årgang hentet med udrykning efter indtag af planten Guldregn.

Krimi

Fire piger fra 0. årgang på Risskov Skole blev fredag eftermiddag kørt til Aarhus Universitetshospital med ambulance, efter at pigerne havde spist af den giftige plante Guldregn.

Det oplyser skolens leder, Preben Stadsgaard Storm, til avisen.

Da skolens personale opdagede, hvad pigerne havde spist, blev der ringet 112, ligesom personalet ringede til børnenes forældre.

»Planterne er farlige, og vi skal reagere i sådan en situation. Børnenes forældre kom meget hurtigt og var med i ambulancen og kunne hjælpe med at svare på spørgsmål fra ambulancefolkene,« siger Preben Stadsgaard Storm.

Han medgiver, at det kan virke noget voldsomt at fire små piger bliver hentet med udrykning på en skole. Skolelederen understreger samtidig, at situationen reelt var ret fredelig.

»Alt foregik udramatisk, men selvfølgelig bliver folk i området bekymrede, og eleverne her på skolen er selvfølgelig nysgerrige i forhold til, hvad der var sket. Vi har skrevet ud til forældre, lærere og pædagoger på Aula, og jeg har taget en runde på skolen og fortalt om, hvad der er sket,« siger Preben Stadsgaard Storm.

Han vil nu sammen med skolens personale forsøge at blive klogere på, hvilke planter der findes på skolens grund.

»Og vi skal snakke med børnene om, hvad man må spise og ikke spise og fortælle, at hvis de ikke ved, hvad noget er, skal de i hvert fald ikke spise det,« siger han.

I en sms klokken 15.25 oplyser skolelederen, at de fire piger har det godt, og at ingen af dem har haft symptomer på forgiftning.

Guldregn blomstrer i maj og juni. Symptomer på forgiftning vil typisk indfinde sig inden for 30-90 minutter.