Fortsæt til indhold

Anholdt for at skyde fyrværkeri af ved retten i Aarhus

Det lykkedes for politiet at indhente en af de personer, som natten til mandag affyrede fyrværkeri ved retten i Aarhus.

Krimi
jwh

Selvom der er mange måneder til nytårsaften og de få dage på året, hvor det er tilladt at skyde fyrværkeri af, så var det, hvad en gruppe af personer foretog sig natten til mandag.

Episoden fandt sted ved retten på Vester Allé i den centrale del af Aarhus, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Anmeldelsen tikkede ind klokken 01.08 natten til mandag, hvorefter en patrulje hurtigt var fremme. Ifølge politiet fik betjente øje på en gruppe af personer, som passede på signalementet, men da politiet ankom, løb personerne fra stedet.

Det lykkedes dog betjentene at få indhentet den ene af personerne – en 19-årig mand – som blev sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden og for at have overtrådt fyrværkeriloven ved at affyre fyrværkeri uden for den periode, hvor det er tilladt, fremgår det af døgnrapporten.

I forbindelse med sin anholdelse spændte den 19-årige op i kroppen, og han blev derfor også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde ved at modsætte sig sin anholdelse, oplyser politiet.