Fortsæt til indhold

64-årig overfaldet med slag og spark i sit hjem: Nu melder politiet ud

En ung mand blev tirsdag anholdt i sagen.

Krimi
jro

En 24-.årig mand er anholdt i en voldssag, der blev begået i maj. I forvejen sidder tre andre fængslet.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede onsdag klokken 09.45 en 24-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for vold, grov vold og husfredskrænkelse.

Den 24-årige overfaldt i starten af maj - sammen med tre andre - en 64-årig mand på hans bopæl i Pindstrup ved Ryomgård.

De påførte ham både slag og spark.

Tre mænd, på henholdsvis 20, 28 og 38 år, er allerede varetægtsfængslet i sagen, mens den 24-årige som led i politiets efterforskning blev anholdt tirsdag formiddag på en adresse i Hornslet.

Flere sigtelser

Efter anmeldelsen tikkede ind hos politiet, blev flere patruljer sendt til stedet, og da politiet var fremme nogle få minutter senere, var en ambulance allerede ankommet.

På vej til gerningsstedet observerede en hundepatrulje et mistænkeligt køretøj i nærheden af Mørke, hvorefter de nu varetægtsfængslede tre mænd blev anholdt og sigtet i sagen.

Den 64-årige var ikke umiddelbart i kritisk tilstand efter overfaldet, men havde behandlingskrævende skader.

Ud over grov vold er de fire mænd også sigtet for indbrud og husfredskrænkelse i form af ulovlig indtrængen på adressen i Pindstrup.

»Anklagemyndigheden har anmodet om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer af hensyn til efterforskningen,« står der i døgnrapporten.