Fortsæt til indhold

Tyske turister fik snuppet pladerne: Så blev smart system sat på opgaven og ferien reddet

Politiet fik opsnappet stjålne plader via nummerpladegenkendelsessystem.

Krimi
ddp

Et yngre tysk par forlod op til weekenden Dortmund med henblik på at køre til Norge og holde sommerferie. Forinden havde de sørget for overnatning i Skødstrup.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Da de vågnede i Skødstrup lørdag morgen, var begge nummerplader på deres bil afmonteret. Gode råd var dyre, og med hjælp fra udlejeren kontaktede de Østjyllands Politi.

For at hjælpe det tyske par godt videre på deres ferie, blev registreringsnummeret sendt ud til patruljerne og lagt i politiets automatiske nummerpladegenkendelsessystem.

Det medførte, at politiet et par timer senere kunne meddele det tyske par, at man på et brugsstjålet køretøj havde fundet de manglende nummerplader.

Politiekspeditionen i Aarhus kunne herefter overrække nummerpladerne til det tyske par, som egentlig havde indstillet sig på at sommerferien var slut.

Nummerpladerne blev påsat parrets bil - hvorefter de med fornyet humør kunne genoptage og fortsætte ferien mod Norge.