Fortsæt til indhold

Brandfolk måtte bryde ind for at slukke flammer i lejlighed

Et røgdykkerhold fra Østjyllands Brandvæsen bekæmpede beskeden brand.

Krimi

Østjyllands Brandvæsen var i aktion til en lejlighedsbrand på Vestre Ringgade onsdag klokken 9.26.

Branden blev anmeldt af en borger, der var kommet gående forbi, oplyser operationschef hos Østjyllands Brandvæsen, Simon Bøgedam, til Din Avis Aarhus Onsdag.

Flere køretøjer fra Østjyllands Brandvæsen på Vestre Ringgade. Foto: Presse-fotos.dk

»Det er ikke så langt fra vores brandstation i Ny Munkegade, så vi var ret hurtigt fremme og kunne se, at der var en lille smule røg fra en lejlighed i kælderetagen. Vi indsatte et enkelt røgdykkerhold, der kunne konstatere en meget beskeden ildebrand. Så det var mest en ventilationsopgave for os, og vi fik fat i et skadeservicefirma til at sætte en plade for den dør, som vi måtte bryde igennem for at komme ind,« forklarer operationschefen.

Politiet var også mødt talstækt op. Foto: Presse-fotos.dk

Aktionen tog tyve minutter, og der var ingen personer hjemme i lejligheden, som er ved at blive sat i stand.