Fortsæt til indhold

Randrusianer dømt for 34 år gammelt drab på Hanne With

I 1990 blev den 23-årige Hanne With fundet brutalt dræbt i sin lejlighed i København. Nu er en mand, der ved sin anholdelse boede i Randers, blevet dømt.

Krimi
/ritzau/

Efter 34 år har Københavns Byret onsdag fastslået, hvem der i 1990 dræbte Hanne With. Byretten har fundet Henrik Krogh Rasmussen fra Randers skyldig i drabet og idømt ham 11 år og seks måneders fængsel.

Det var natten til 1. januar 1990, at den 23-årige Hanne With blev fundet dræbt i sin lejlighed i Fensmarksgade på Nørrebro i København.

Hun var påført talrige stik og havde fået skåret halsen over. Hun var desuden blevet stranguleret med et antennekabel.

I mange år stod politiet uden nogen mistænkt.

Henrik Krogh Rasmussen er dømt skyldig for nytårsnat 1990 at have dræbt den 23-årige Hanne With. Tegning: Jesper Andkjær/Ritzau Scanpix

Men i 2023 skete der et gennembrud, da politiet tog slægtskabssøgning i brug.

Ved den metode søger politiet efter, om der i politiets dna-register kan være nære slægtninge til den person, der har afsat på dna på gerningsstedet.

På den måde fandt politiet frem til mandens søn, som var i politiets register på grund af en mindre sag. I februar i år kunne man derfor anholde Henrik Krogh Rasmussen.

»Vi ved, at politiet arbejder videre med de her metoder på gamle, uopklarede drabssager. Så jeg har da et håb om, at vi på et tidspunkt kan tage ud og få anholdt nogle drabsmænd, der sidder derude med dårlig samvittighed, og at vi kan få dem stillet for retten,« siger Søren Harbo, der har ført sagen for anklagemyndigheden.

Nyt, stærkere bevis

Et endnu stærkere bevis fik politiet senere i 2024, da man undersøgte nogle linoleumsfliser fra køkkengulvet i lejligheden. Gulvstykkerne havde politiet i 1990 skåret ud og gemt.

På dem fandt politiet et blodigt fodaftryk, som er identisk med Henrik Krogh Rasmussens.

Den 54-årige har nægtet sig skyldig. Han har fortalt, at han ikke kan huske at have været i lejligheden.

Dommen er en såkaldt tillægsstraf.

Det skyldes, at den 54-årige i 1990’erne - efter drabet blev begået - blev dømt i flere sager om blandt andet røveri. Retten skal derfor vurdere, hvilken straf der ville være givet, hvis retten havde dømt sagerne samlet.

Dertil skal der tages højde for, at han allerede har afsonet en del af de tidligere domme.

Betænkningstid

Henrik Krogh Rasmussen har taget betænkningstid, i forhold til om han vil anke dommen.

»Ud fra en ren faglig synsvinkel synes jeg, at denne sag skal prøves i landsretten. For jeg vil meget gerne se, hvad landsretten siger til det her med, at der er gået så lang tid, siden forbrydelsen blev begået,« siger hans forsvarer, advokat Mette Grith Stage, og fortsætter:

»Der findes ikke nogen sammenlignelige sager. Omvendt kan min klient og hans familie have en interesse i at komme videre i deres liv og ikke skulle vente adskillige måneder på en ankesag.«

Hendes klient har 14 dage til at beslutte, om dommen skal ankes til landsretten.