Politi har travlt med anmeldelser om indbrud - opfordrer alle til at sikre deres hjem
Indbrud er fordelt over hele politikredsen og er blevet udført på forskellig vis.
Østjyllands Politi modtager i disse uger en del anmeldelser om indbrud i privat beboelse.
Det oplyser politiet i en døgnrapport.
Indbrud er fordelt over hele politikredsen og er blevet udført på forskellig vis, lyder det, og der vil forventeligt komme flere anmeldelser til, når folk kommer tilbage fra ferie.
Tallene fra tidligere år viser da også, at indbrudstyvene ofte er ekstra aktive i ferieperioderne.
Politiet opfordrer derfor endnu en gang til, at man tager foranstaltninger for at sikre sit hjem mod indbrud.
Mens flere indbrud retter sig primært mod designermøbler går andre tyve efter hurtigt omsættelige værdier.
Flere anmeldelser kommer på bagkant af ferieperioder, hvor en bolig har stået tom i en længere periode, mens andre indbrud er sket i løbet af ganske kort tid, mens husets beboere fx har været nede for at handle.
I langt de fleste tilfælde er tyvene kommet ind ved at bryde vinduer eller terrassedøre op.
Her er fem gode råd til at undgå indbrud i sommerferien:
- Lav gode aftaler med naboer og venner om, at I holder øje hos hinanden
- Få det til at se ud som om, der er nogen hjemme - også hvis du kun er væk i kort tid
- Hav ikke værdier stående synligt fremme
- Luk og lås døre og vinduer hver gang du forlader huset
- Ring til politiet på tlf. 114, hvis du ser noget mistænkeligt i dit nabolag, eller på tlf. 112, hvis du ser en person i gang med et indbrud.