Fortsæt til indhold

Politirapporten uge 31

Krimi

Mandag 22. juli

Indbrud på Lunddalsvej i Langå, begået mellem tirsdag 16/7 kl. 14.00 og mandag 22/7 kl. 14.00

Tirsdag 23. juli

To drenge brød ind i hus og satte ild til det. To mindreårige drenge blev tirsdag aften snuppet, da de under et indbrud i et hus på Møllestensvej i Vorup forsøgte at sætte ild til huset. Branden blev opdaget af flere forskellige naboer, der kunne høre en brandalarm, og det lykkedes hurtigt for naboerne at få slukket ilden, før politiet og brandvæsenet var fremme på stedet. Betjentene fandt anmelderen, som stod foran huset med to formodede gerningsmænd i form af to mindreårige drenge, som var blevet tilbageholdt på stedet. Ifølge anmeldelsen havde de to drenge ingen umiddelbar tilknytning til huset, hvor de i første omgang havde begået indbrud for efterfølgende at udøve hærværk og have forsøgt at sætte ild til noget brændbar væske. Den ene af de to drenges far blev også truffet på stedet, da han efter episoden var blevet tilkaldt af en nabo, mens de pårørende til den anden dreng blev kontaktet telefonisk og gjort bekendt med sagen. De sociale myndigheder blev underrettet om sagen.

Onsdag 24. juli

En 35-årig mand blev fundet og anholdt af en politipatrulje tæt på en varebil i den vestlige del af Dronningborg lidt før klokken 3 natten til torsdag. Han havde flere forskellige genstande, der formodes at stamme fra et tyveri i varebilen – herunder en bilnøgle og et ladekabel. Og da politiet sendte en hundepatrulje ud i natten, fandt hundene det stjålne værktøj, som manglede i varebilen flere forskellige steder gemt under blandt andet en busk og i noget krat i nærheden. Klokken 02.45 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra et vidne, der havde set en ukendt gerningsmand i færd med at stjæle værktøj fra en varebil på Selsøvej i Dronningborg. Og klokken 03.05 var den 35-årige anholdt og sigtet for tyveri. De stjålne genstande blev sikret, så ejeren kan få dem tilbage.

Natten til torsdag kom en 35-årig mandlig bilist kørende på Hadstenvej i det sydlige Randers, da han i krydset med Danish Crown Vej blev standset af en patrulje fra Østjyllands Politi og testet positiv for amfetamin og cannabis. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og anholdt. Foruden sigtelsen for narkokørsel blev den 35-årige også sigtet for at køre bil uden gyldigt kørekort og for besiddelse af narko, da han under en ransagning af køretøjet blev fundet i besiddelse af en mindre mængde amfetamin.

Fredag 26. juli

Fredag kl. 10.36 blev en 22-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej i Randers SV.

Lørdag 27. juli

En 56-årig mand blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han er sigtet for uagtsomt manddrab, samt en række overtrædelser af Færdselsloven. Han er nu varetægtsfængslet i fire uger. Manden kørte med høj fart på Mariagervej i Randers fredag over middag. Her påkørte han først en bil i høj fart, hvorefter han speedede op og ramte endnu en bil. De to personer i den sidste bil afgik ved døden. Føreren fortsatte et stykke syd ad Mariagervej, hvor han påkørte et træ. Han pådrog sig skader, som han er blevet behandlet for på skadestuen. De pårørende er blevet underrettet.

Indbrud på Niels Ebbesens Gade i Randers. Begået lørdag 27/07 kl. 03.18. Samt på Udbyhøjvej i Randers NØ begået lørdag 27/07 kl. 06.20.