Indbrudstyve fanget på overvågningskamera: Politiet har deres DNA
bo
Indbrudstyve, der natten til tirsdag var på togt i Ole Lund Kirkegårds Stræde i Skanderborg, efterlod mere end en opbrudt dør.
De blev nemlig fanget på videoovervågning og politiet har desuden sikret DNA-spor fra gerningsstedet. Det oplyser politikommissær Michael Gadeberg fra Sydøstjyllands Politi.
Indbruddet fandt sted kl. 01.10. Tyvene skaffede sig adgang til boligen ved at bryde en terrassedør op. Selvom stedet var forsynet med alarm, lykkedes det gerningsmændene at stjæle designermøbler – to stole og en lampe – inden en vægter fra alarmcentralen nåede frem.