Røveri fanget på video: Rev telefon ud af beboers hånd
God videoovervågning førte Østjyllands Politi på sporet af en mistænkt, der tirsdag blev anholdt for et indbrud, der udviklede sig til et røveri.
God videoovervågning var afgørende for, at Østjyllands Politi tirsdag fik anholdt en mand, som er mistænkt for at stå bag et indbrud, der endte med at udvikle sig til et røveri.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Tidligt søndag morgen brød en gerningsmand ind i et hus i Ugelbølle tæt på Rønde, og det udviklede sig til et mindre håndgemæng med beboeren, som var hjemme i boligen.
Den ubudne gæst rev telefonen ud af hånden på beboeren og truede ham, inden han stak af med et par værdifulde møbler og en lampe.
Da Østjyllands Politi modtog anmeldelsen, var gerningsmanden allerede forsvundet. En patrulje blev sendt til stedet for at sikre spor og gennemgå videoovervågning. De overvågningsbilleder, der var af gerningsmanden, fik politiet til at mistænke en 30-årig mand, som betjentene straks begyndte at lede efter.
Anholdt tirsdag
Tirsdag formiddag fik efterforskerne så fat i den 30-årige mand, som blev anholdt. Han blev sigtet for røveri, da han under indbruddet havde revet telefonen fra beboeren og udsat ham for trusler.
Senere samme dag blev han varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor han erkendte, at det var ham, der var brudt ind i huset.
På den baggrund kommer politiet med en opfordring til borgerne om at registrere eventuelle overvågningskameraer i politiets kameraregister ”POLCAM”, hvis du har overvågning.
»Videoovervågning er et rigtig godt værktøj, og det kan være en kæmpe hjælp, når politiet skal opklare indbrud eller andre sager,« skriver Østjyllands Politi.