Efter dødsulykke: 31-årig sigtet for narkokørsel og drab
Den 31-årige mand, der torsdag kørte en 32-årig cyklist ihjel, fremstilles fredag i grundlovsforhør, sigtet for narkokørsel og uagtsomt manddrab.
Den 31-årige mand, der torsdag forårsagede en kvindelig cyklists død, fremstilles fredag klokken 13.00 i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Her er han sigten for narkokørsel og uagtsomt manddrab.
Det skriver Østjyllands Politi på sin X-profil og i sin døgnrapport.
Det var ved 16-tiden torsdag eftermiddag, at den 31-årige mand fra Silkeborg ville svinge til højre i krydset Chr. Filtenborgs Plads/Strandvejen ved Tangkrogen. Her ramte han en 32-årig kvindelig cyklist, der endte med at dø som følge af ulykken. Kvinden var på vej i sydgående retning, da bilisten angiveligt overså hende.
Politiet modtog en anmeldelse om ulykken klokken 16.06.
Da betjente fra Østjyllands Politi kom frem, anholdt de den 31-årige mand og fik foretaget en blodprøve, da der var mistanke om, at han var spiritus- eller narkopåvirket. Blodprøven påviste tilstedeværelsen af amfetamin i mandens blod.
Varebilen, som den 31-årige nu sigtede kørte i, blev beslaglagt af politiet med henblik på senere konfiskation.
Østjyllands Politi vil i grundlovsforhøret anmode om, at anholdelsen opretholdes i tre døgn mens man afventer svar på en afgørende blodprøve, der skal slå fast, at den sigtede var narkopåvirket, da ulykken skete.
Ifølge politiet var der flere vidner til ulykken, og flere kom den 32-årige kvinde til undsætning. De skriver i døgnrapporten:
»Hvis man har brug for nogle at tale med episoden om, som kan have været voldsomt at overvære, kan man helt uforpligtende ringe til Offerrådgivningen og tale med en professionel.«
Offerrådgivningen har nummeret 116006.
Kvinden blev erklæret død på stedet.