Politirapporten uge 35
Mandag 19. august
Mandag aften kl. 18.36 fik politiet en anmeldelse om, at en 88-årig kvinde var blevet fundet død på sin bopæl i Randers SV. Ifølge anmeldelsen virkede nogle omstændigheder omkring dødsfaldet mistænkelige, og flere patruljer fra Østjyllands Politi blev derfor sendt til stedet for at undersøge forholdet nærmere. Seneste livstegn fra kvinden var angiveligt kommet i fredag, hvor der var kontakt til den 88-årige. Familien til den afdøde kvinde er underrettet om sagen. Østjyllands Politi har aftenen og natten igennem arbejdet på adressen og efterforsket sagen nærmere for at få undersøgt, om den 88-årige kvinde kan have været udsat for en forbrydelse, eller om hun er død af naturlige årsager. Det er politiets formodning, at kvinden har været død i et eller flere døgn, inden hun mandag aften blev fundet på adressen. Derfor er hun nu også blevet obduceret. »Obduktionen viser, at hun er død af naturlige årsager,« siger Emil Enemark Sørensen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi. Det viser sig dog, at politiet alligevel ikke helt har afsluttet efterforskningen, på trods af, kvinden altså ikke har været udsat for en forbrydelse. Hvorfor Østjyllands Politi ikke har afsluttet sagen endnu, kan kommunikationsrådgiveren dog ikke på nuværende tidspunkt oplyse.
Mandag eftermiddag oplevede Nordjyske Motorvej ved Randers SV to færdselsuheld inden for kort tid, hvilket skabte trafikale udfordringer i flere timer. Kl. 13.09 modtog Østjyllands Politi den første anmeldelse om en lastbil, der var kørt galt efter at have ramt en betonafskærmning, som var opstillet i forbindelse med vejarbejde. Lastbilen fortsatte ud i vejrabatten, men heldigvis kom ingen personer til skade. Dog blev flere modkørende biler udsat for stenslag, og der opstod andre materielle skader på stedet. Et spor i sydgående retning blev spærret, mens oprydningsarbejdet stod på. Kun en time senere, kl. 14.15, blev politiet igen kaldt ud til et større færdselsuheld på samme strækning. Denne gang var tre lastbiler og en autocamper involveret i en kollision. Ingen personer kom alvorligt til skade, men tre personer blev kørt til hospitalet for behandling og kontrol. En 37-årig mand blev sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til den forankørende, hvilket førte til sammenstødet under køkørsel. Oprydningsarbejdet efter det andet uheld fortsatte ud på eftermiddagen, og først tidligt på aftenen kunne politiet forlade stedet. Begge uheld bidrog til betydelige forsinkelser i trafikken på motorvejen.
Tirsdag 20. august
Indbrud På Løvenholmvej i Randers begået mellem tirsdag 20/8 kl. 00.00 og onsdag 21/8 kl. 00.00.
Onsdag 21. august
Østjyllands Politi har anholdt en 35-årig mand fra Hasle i Aarhus, som er blevet sigtet for et røveri. Han blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers med krav om varetægtsfængsling. Manden blev anholdt onsdag morgen, efter politiet klokken 06.11 havde fået en anmeldelse om, at en ukendt mand opførte sig underligt og skabte utryghed på Voldbyvej i Hammel, hvor han blandt andet slog på biler og ting med en stor jernstang. En patrulje blev sendt til stedet og kunne konstatere, at den udadreagerende mand var identisk med en mand, der var mistænkt for at have deltaget i et røveri nogle timer forinden. Han blev derfor anholdt og sigtet for røveriet, der var sket på en adresse i Langå-området i Favrskov Kommune. Her var den 35-årige mand angiveligt mødt op sammen med en medgerningsmand og havde overfaldet en 52-årig mand. Offeret blev slået og sparket flere gange, angiveligt på grund af nogle ”forudgående uoverensstemmelser”, som politiet udtrykker det. Overfaldet skete ved 01-tiden i nat, hvorefter de to gerningsmænd stjal nogle elektroniske genstande fra stedet, inden røveriet blev meldt til politiet. Den 52-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Østjyllands Politi leder fortsat efter den formodede medgerningsmand i røverisagen og derfor blev dørene lukket til onsdagens grundlovsforhør ved Retten i Randers. Politiet oplyser til Lokalavisen, at man har en formodning, hvem den anden gerningsmand er.
Torsdag 22. august
En kvinde blev torsdag lige før middag ramt af en bus i det centrale Randers. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Ulykken skete i krydset Århusvej/Grenåvej i Randers C, hvor en 72-årig kvindelig fodgænger blev påkørt af en bus, mens hun krydsede vejen. Ulykken skete under et venstresving, hvor bussen ramte kvinden. Hun fik alvorlige skader og blev hastet til hospitalet. Hun er efterfølgende blevet erklæret uden for livsfare. Buschaufføren er blevet sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt. Ulykken blev overværet af flere vidner, som straks skyndte sig hen for at yde hjælp til kvinden.
En 28-årig mand blev torsdag eftermiddag anholdt og sigtet for et røveri, der blev begået natten til onsdag mod en 52-årig mand. Den 28-årige er mistænkt for at have været med til at begå røveriet, hvor den 52-årige mand blev slået og sparket af to mænd og frarøvet elektronik. Årsagen til røveriet menes at være en forudgående uoverensstemmelse mellem personerne. Røveriet blev begået på en adresse i nærheden af Langå. Nogle timer senere fik politiet en anmeldelse om en stærkt udadreagerende mand, der gik rundt med en stor jernstang og slog på biler i Hammel. Da politiet kom frem, viste en 35-årige mand sig at være den ene af de to mistænkte for røveriet ved Langå, så han blev anholdt og sigtet for det. Senere på dagen blev han fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger. Torsdag fandt man så den 28-årige formodede medgerningsmand. Han er blevet løsladt igen, da der efter politiets vurdering ikke er grundlag for en varetægtsfængsling. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Indbrud på Århusvej i Randers begået torsdag 22/8 kl. 12.45. Samt Søvej i Langå begået mellem torsdag 22/08 kl. 15.00 og fredag 23/08 kl. 12.32.
Fredag 23. august
Indbrud på Rådmands Boulevard i Randers begået mellem fredag 23/08 kl. 20.00 og lørdag d. 24/08 kl. 12.35.
Lørdag 24. august
Indbrud på Nøddehaven i Randers begået lørdag 24/08 mellem kl. 11.00 og 21.50.