Kvinde fundet død - politiet kalder det mistænkeligt: Intet livstegn siden fredag
Kvinden bliver obduceret i løbet af tirsdagen.
Mandag aften klokken 18.36 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 88-årig kvinde var blevet fundet død i sit hjem i Randers SV.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ifølge anmeldelsen virkede nogle omstændigheder omkring dødsfaldet mistænkelige, og flere patruljer fra Østjyllands Politi blev derfor sendt til stedet for at undersøge forholdet nærmere.
Det sidste livstegn fra kvinden stammer tilsyneladende fra fredag, hvor der var kontakt til hende.
Østjyllands Politi har aftenen og natten igennem arbejdet på adressen og efterforsket sagen nærmere for at få undersøgt, om den 88-årige kvinde kan have været udsat for en forbrydelse, eller om hun er død af naturlige årsager.
Østjyllands Politi vurderer, at kvinden har været død i et eller flere døgn, før hun blev fundet mandag aften.
Tirsdag formiddag vil kvinden blive obduceret, hvilket forhåbentlig vil kaste lys over dødsårsagen.
Ingen personer er på nuværende tidspunkt sigtet eller anholdt i sagen, og Østjyllands Politi har ingen yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.
Den afdødes familie er blevet underrettet om hændelsen.