Kvinde uden kørekort bakkede ind i barnevogn
Kvinde kørte op på fortovet og påkørte en barnevogn med et mindre barn i.
Af ukendte årsager satte en 58-årig kvinde sig onsdag eftermiddag bag rattet i en personbil i det vestlige Aarhus – til trods for, at hun ikke havde et gyldigt kørekort.
Køreturen foregik på Viggo Stuckenbergs Vej i Aarhus V og var tæt på at gå galt, da kvinden kom bakkende i østgående retning og i den forbindelse kørte op på fortovet og påkørte en barnevogn med et mindre barn i.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten,.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 15.41 og var fremme på stedet få minutter senere, hvor ingen personer dog var kommet til skade i forbindelse med færdselsuheldet.
Her mødte politiet den 58-årige kvinde, som blev sigtet i sagen for at have kørt bil uden førerret.