Fortsæt til indhold

Teenager banket ned med fyldt flaske: Gerningsmand, meld dig selv

Vidner efterlyses i forbindelse med voldssag fra Randers

Krimi
jro

Østjyllands Politi beder om offentlighedens hjælp til at få identificeret en pt. ukendt gerningsmand, som under festugen i Randers slog en 19-årig mand i hovedet med en flaske på Trangstræde nær busterminalen.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Fredag den 16. august klokken 23.15 blev en 19-årig mand i Randers overfaldet af en ukendt gerningsmand, som med en fyldt spiritusflaske slog den 19-årige mand i hovedet.

Angrebet resulterede i, at flasken knustes, hvilket påførte den unge mand alvorlige skader i ansigtet, som krævede hospitalsbehandling.

Anmeldt dagen efter

Østjyllands Politi blev først informeret om hændelsen dagen efter og beder nu offentligheden om hjælp til at identificere gerningsmanden.

Flere vidner og festugedeltagere var til stede ved apoteket nær gerningsstedet under overfaldet. Politiet efterlyser personer, som enten har overværet episoden eller har kendskab til gerningsmanden.

Har du oplysninger om sagen, bedes du kontakte Østjyllands Politi på telefonummer 114.

»Hvis du er gerningsmanden, opfordres du også til at melde dig,« lyder det fra politiet.