Fortsæt til indhold

Fire indbrud - og ét forsøg - i samme by: Så blev tyv overrasket

En 24-årig mand bliver fremstillet i grundlovsforhør.

Krimi

Kolind blev i weekenden ramt af en veritabel indbrudsbølge.

Nu er en 24-årig mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Det skriver Østjyllands Politi på X.

Indbruddene i Kolind fandt sted på Søndergade, Bugtrupvej, H. C. Andersensvej og Søndermarken.

»Og så er han sigtet for forsøg på indbrud på Nødagervej,« siger Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.

Den 24-årige mand blev anholdt søndag morgen klokken 08.44 i Kolind på Djursland kort tid efter, at Østjyllands Politi havde modtaget en anmeldelse om et igangværende indbrud på en nærtliggende adresse.

Anmeldelsen kom klokken 07.26, hvor en beboer havde overrasket den 24-årige mand, som var i gang med at forsøge at begå et indbrud på Nødagervej i Kolind.

Indbrudsforsøget mislykkedes, da manden blev opdaget, hvorefter han flygtede fra stedet og politiet blev tilkaldt.

Kort tid efter fandt en patrulje frem til den 24-årige mand, som passede på signalementet, og han blev derfor anholdt og sigtet i sagen samt i flere øvrige indbrudssager fra området henover weekenden.

Ved mandagens grundlovsforhør ved Retten i Randers blev den 24-årige mand varetægtsfængslet i fire uger frem til mandag den 30. september.

Kendelsen blev ikke kæret til landsretten.