Fortsæt til indhold

Truede betjente med motorsav og søgte tilflugt i hus

Så blev flere betjente tilkaldt.

Krimi
jro

Mandag aften og de første af nattens timer var Østjyllands Politi massivt til stede på Helgenæs.

Nu fortæller politikredsen i sin døgnrapport, hvad der gik forud for den store aktion.

En patrulje fra Østjyllands Politi mødte klokken 17.59 op på Oasevej syd for Knebel i forbindelse med en anden sag, de skulle drøfte med manden.

»Da han så politiet, blev han aggressiv og truede blandt andet betjentene med en motorsav,« skriver Østjyllands Politi.

Det fik betjentene til - af hensyn til egen og mandens sikkerhed - at trække sig og tilkalde flere betjente, som stillede sig klar ved adressen.

Kort: Google Maps

Politiet skrev herefter på X, at manden var alene i huset - og der ikke var fare for naboerne.

Der blev dog opsat afspærringer, mens betjente forsøgte at få kontakt til manden i huset.

Efter flere forsøg på at tale manden til ro og få ham til at komme ud af huset endte det lidt over klokken 03.00 med, at manden blev anholdt med den fornødne magt.

Derudover har politiet ikke yderligere kommentarer til sagen.