Politiet til hundeejer: »Du har til klokken 12«
Politiet efterlyser ejeren til en hund, der ikke er chipmærket.
Østjyllands Politi søger ejeren til en hund, der er blevet fundet i Harlev.
Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Hunden blev fundet på søndag 1. september klokken 18.40 på Gammel Silkeborgvej i Harlev J og er af racen malinois.
Det er en ung tæve uden chipnummer.
»Henvender ejeren sig ikke senest torsdag d. 05. september 2024 klokken 12.00, vil hunden blive afhændet. Der skal kunne fremvises dokumentation for ejerskab af hunden,« skriver Østjyllands Politi og tilføjer, at det ikke er muligt at formidle kontakt, hvis andre end retmæssig ejer ønsker at overtage hunden.
Ved henvendelse til politi - oplys journalnummer 4200-89152-00125-24.
Hunde i Harlev
Søndag aften - også klokken 18.40 - også i Harlev - var flere hunde involveret i sager, der optrådte i mandagens døgnrapport.
En 42-årig mand har oplyst til politiet, at to hunde først havde angrebet en tredje hund, før de rettede deres opmærksomhed mod ham - og gik til angreb.
Den 42-årige mand pådrog sig nogle behandlingskrævende skader, men var heller ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Kort tid efter ankom en ukendt mand ifølge vidneforklaringerne til stedet i bil og tog hundene med retur til en nærtliggende ejendom, hvor de blev sat bag indhegning, inden en patrulje nåede frem.
Den ukendte mand var kørt fra stedet igen ved myndighedernes ankomst.
Østjyllands Politi har ikke bekræftet, om de to sager har sammenhæng.