Ekspolitiker tilstår bedrageriforsøg og falsk anmeldelse
»Ja, ja, ja,« lyder det fra tidligere S-politiker, da anklager spørger, om han kan erkende sigtelser mod ham.
Det tidligere S-håb Kasper Sand Kjær, der trak sig fra politik sidste år, erkender sig i byretten skyldig i falsk anmeldelse og tre tilfælde af forsøg på bedrageri for samlet 45.310 kroner.
Det siger hans forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, fredag formiddag i Københavns Byret.
Anklagemyndigheden går efter at få ham idømt en fængselsstraf.
Af retsmødebegæringen fremgår det, at den eventuelt kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.
I Folketinget i 2019
Den i dag 35-årige Kasper Sand Kjær blev i 2019 valgt ind i Folketinget, og samme år blev han formand for DIPD, hvorfra han nu også har trukket sig.
Han havde den ganske profilerede post som Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, da han 31. oktober 2023 meddelte, at han stoppede i Folketinget, fordi han med egne ord havde ”brug for at prøve noget nyt”.
»Jeg stopper alene af den grund, at det er det rigtige for mig. Fordi jeg har lyst til at prøve et liv udenfor politik,« skrev Kasper Sand Kjær blandt andet i et opslag på Facebook.
Kasper Sand Kjær stammer fra Randers, hvor han ifølge TV2 Østjylland i 2008 blev student fra Randers Statsskole.