Kvinde fundet død i Aarhus: Tre mænd var på adressen kort tid inden
Umiddelbart lader det ikke til, der er sket en forbrydelse. Alligevel er tre mænd anholdt.
Østjyllands Politi rykkede søndag aften ud klokken 23.30 efter en anmeldelse om en livløs 44-årig kvinde på en adresse i Viby J.
Flere patruljer kørte straks til stedet og påbegyndte hjerte-lunge-redning, men kvindens liv stod desværre ikke til at redde.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da dødsårsagen ikke kunne fastslås med sikkerhed, foretog politiet omfattende undersøgelser på stedet.
Tre mænd på henholdsvis 34, 28 og 29 år, som opholdt sig på adressen kort før kvinden blev fundet, blev anholdt, da der var nogle uklarheder omkring omstændighederne for kvindens død.
Politiets foreløbige efterforskning tyder ikke umiddelbart på, at der er begået en kriminel handling, men der afventes fortsat endeligt svar på undersøgelser, der skal afdække hændelsesforløb og dødsårsag.
Kvindens pårørende er underrettet.