Brand i det centrale Aarhus: Massiv udrykning og afspærring
Håndværkere arbejder aktuelt på bygning, der er gået i brand.
Der er onsdag morgen opstået en brand i en bygning på Skovvejen 25 i det centrale Aarhus.
Det oplyser operationschef hos Østjyllands Brand, Anders Jensen, til avisen.
»Vi er massivt til stede. Det er umiddelbart en mindre brand i bygningens tag, og vi forventer, at vi kan være færdige derude inden længe,« siger han.
Årsagen til branden er endnu uvis.
Ifølge operationschef Anders Jensen er ingen kommet til skade ved branden.
Politiet er til stede ved adressen, og betjente hjælper med at regulere trafikken på Skovvejen, der på en strækning er afspærret.
Bygningen på Skovvejen er aktuelt under konstruktion, hvorfor der er en del håndværkere på stedet.
Branden blev anmeldt til Østjyllands Politi klokken 8.40.
Skovvejen 25 er beliggende ved Østbanen, nær Cirkuskroen.