Fortsæt til indhold

Ser helt ægte ud: Fupopkald lokker med milliongevinster

Det er muligt at manipulere afsendernummeret på opkald og sms’er.

Krimi
jro

»Tillykke, du har vundet 1 million i Eurojackpot. Tast 1 for at modtage din gevinst.«

Sådan lyder opkald, som flere danskere modtager for tiden.

For dem, der spiller Eurojackpot, er det nærliggende at opfatte opkaldet som ægte. Men der er tale om svindel, som forsøger at lokke kontooplysninger ud af modtageren, skriver faktatjekmediet TjekDet.

Opkaldet tilhører en ny form for svindel, hvor det ser ud som om, at opkaldet kommer fra andre numre end det, som svindlerne rent faktisk ringer op fra. Ifølge politiet er den type svindel i stigning.

Opkaldene kan komme i mange varianter.

NSK - politiets nationale enhed for særlig kriminalitet - oplyser til TjekDet, at varianten, hvor Eurojackpot bliver brugt som lokkemiddel, er ny for dem. I andre varianter kan opkaldene se ud som om, at de kommer fra en bank eller en myndighed.

Dermed skaber svindlerne tryghed hos modtageren, der så lettere lader sig snyde til at oplyse kontonumre eller afgive personlige oplysninger.

Ifølge direktør for Teleindustrien, Jakob Willer, er der tale om såkaldt spoofing:

»Det er i virkeligheden en funktionalitet, som ligger i telenettet. Man kan manipulere afsendernummeret på opkald og sms’er,« siger Jakob Willer til TjekDet.

Legitimt - og brugt til svindel

Det kan være legitimt for virksomheder at anvende spoofing, hvis man ønsker, at modtageren skal ringe tilbage til et andet nummer, end der blev ringet ud fra.

Det kan for eksempel være en virksomhed, der vil have kunden til at ringe tilbage til hovednummeret. Men funktionen kan altså også bruges til svindel.

I Danmark er det Danske Spil, der udbyder Eurojackpot. Ifølge Danske Spil har de indtil videre kun modtaget få henvendelser om de falske opkald, men de har nu indberettet svindlen til Mit Digitale Selvforsvar, som er en app under Forbrugerrådet, der advarer om verserende svindel.

Forsøg på at lokke personlige oplysninger ud af danskere er tidligere mest foregået på skrift. Nu er det en stemme, der skal overbevise om ægtheden af opkaldet.

I nogle tilfælde er der en ægte person - svindleren - i den anden ende. I andre tilfælde kan det være en robot, som ved hjælp af kunstig intelligens kan føre en “dialog” med modtageren.

Robotter og kunstig intelligens

Peter Kruse, der er IT-sikkerhedsekspert, fortæller, at kunstig intelligens og robotternes indtog volder store problemer, da de konstant bliver mere avancerede, og da svindlen kan udføres i langt større skala.

»Der findes automatiserede tjenester, man kan købe sig adgang til, der gør, at man kan ringe ud fra et valgt nummer. Herefter kan man få folk til at trykke sig igennem et forløb, hvor de afleverer kreditkortoplysninger. De kriminelle kan på den måde læne sig tilbage og vente på, at nogen dummer sig, uden de selv har talt med ofret,« siger Peter Kruse.

Teleindustrien og Erhvervsministeriet oplyser til TjekDet, at de for tiden samarbejder om at finde løsninger, der kan dæmme op for telefonsvindlen.