Trak livløs mand op på land: Blev erklæret død på stedet
På trods af livreddende førstehjælp, lykkedes det ikke at redde manden.
En gruppe personer var torsdag formiddag ude at sejle nær Voer Færgehavn ved Ørsted på det nordlige Djursland, da de opdagede en livløs person, som lå i vandet.
Politiet blev alarmeret klokken 11.11, og flere patruljer samt en ambulance blev straks sendt til stedet, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Gruppen fik trukket personen ind på land, hvor myndighederne ved ankomst straks påbegyndte livreddende førstehjælp.
Desværre stod den 68-årige mands liv ikke til at redde, og han blev erklæret død på stedet.
Østjyllands Politi har ikke mistanke om, at der ligger et strafbart forhold bag dødsfaldet, og de foreløbige undersøgelser tyder ikke på, at omstændighederne er mistænkelige.
De pårørende er blevet underrettet, og politiet arbejder fortsat på at få klarlagt de præcise årsager til mandens død.
Derfor har politiet på nuværende tidspunkt ingen yderligere oplysninger i sagen.