Fortsæt til indhold

En sigtelse rigere og en t-shirt fattigere: Mand i ulovligt tøj klagede over byggelarm

Politiet blev mandag kaldt til en byggeplads.

Krimi
jro

Det er ikke lovligt at udgive sig for at være politimand.

Mandag blev en 39-årig mand derfor en sigtelse rigere - og en t-shirt fattigere.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi, der modtog anmeldelsen klokken 16.40.

Den gik på, at en medarbejder på en byggeplads i det centrale Aarhus var utryg ved en mand, der - iført t-shirt med politi-logo - klagede over larmen fra byggeriet.

Ifølge anmeldelsen havde manden i polititrøjen sagt, at han nu ville kigge på sagen om byggeri-larm.

En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 39-årig mand, som gik rundt iført en t-shirt, hvor der stod ”politi”, og hvor politiets logo også var på.

Det er ulovligt at udgive sig for at være fra politiet, så det blev den 39-årige sigtet for - og t-shirten endte med at blive beslaglagt.