Anholdt i nat: Ung mand truede betjente fra bagsædet af politibil
Standsning endte med adskillige sigtelser og trusler mod politiet.
En patrulje fra Østjyllands Politi standsede natten til onsdag klokken 03.03 en 22-årig mandlig bilist, som kom kørende på Vesselbjergvej i Hadsten.
Da han virkede narkopåvirket, foretog betjentene en test, der viste, at han også kørte bil med en promille over det tilladte. Han blev derfor sigtet for både spirituskørsel og narkokørsel og anholdt for at få taget en blodprøve.
I forbindelse med en visitation blev han fundet i besiddelse af en hobbykniv og derfor også sigtet for at have overtrådt knivloven. Kniven blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Under den efterfølgende køretur på bagsædet af politibilen truede den unge mand betjentene. Det kostede yderligere en sigtelse for trusler mod politifolk.