Vanvidskørsel i villakvarter: Jagter Mazda med 100 km/t
Det, der skulle have været et rutinestop udviklede sig pludselig til en politijagt.
Natten til lørdag klokken 00.48 forsøgte en politipatrulje at foretage en rutinemæssig kontrol af en sort Mazda 3 på Haslevej i Åbyhøj i det vestlige Aarhus.
Men da politiet vendte om for at følge efter bilen, satte føreren farten voldsomt op og fortsatte sin kørsel i høj fart. Blandt andet blev bilen målt til over 100 kilometer i timen på en strækning, hvor den maksimale tilladte hastighed er 40 kilometer i timen.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Politipatruljen satte efter, og kort efter standsede bilen, hvorefter to personer forsøgte at flygte til fods.
Den ene, som havde været passager, blev hurtigt pågrebet og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Bilen, der er en udlejningsbil, blev beslaglagt af politiet,
Føreren af personbilen kan nu se frem til et besøg af politiet - og en del sigtelser for overtrædelser af færdselsloven.
Kort: Google Maps
Efterlyser ungt par
I forbindelse med hastighedsoverskridelsen på Haslevej efterlyser Østjyllands Politi vidner til den hasarderede kørsel.
Særligt ønsker politiet kontakt til en yngre kvinde og en yngre mand, som gik på fortovet langs Haslevej, da Mazdaen og politipatruljen passerede med høj hastighed.
Oplysninger til sagen bedes ringe ind på telefonnummer 114