Fortsæt til indhold

Advokat ikke i tvivl efter dom: »Flere vil tilstå efter stor rabat i straffen«

Østjysk mand belønnes for at aflægge en hurtig og fuld tilståelse. Forsvarer tror på stor virkning.

Krimi
/ritzau/

Vestre Landsret gav tirsdag en rabat i straffen på cirka en tredjedel til en østjysk mand, fordi han har aflagt tilståelse i en sag om blandt andet amfetamin og flere databedragerier.

Det oplyser mandens forsvarer, advokat Berit Ernst.

Hun ser store perspektiver i afgørelsen. Flere kan blive motiveret til at tilstå, mener hun.

Muligvis vil anklagemyndigheden forsøge at få tilladelse til en ekstraordinær anke til Højesteret, oplyser anklageren i sagen.

Anklagemyndigheden havde anket dommen på fængsel i to år fra Retten i Randers for at få den skærpet, men det har landsretten afvist.

Anklagemyndigheden bad om to år og ni måneder, oplyser advokaten.

Stadfæstet i landsretten

Det er ifølge Berit Ernst et af de første tilfælde, hvor en landsret har vurderet størrelsen af den rabat, som blev mulig efter en lovændring i juni.

Den 40-årige mand havde i forvejen en reststraf fra en tidligere dom på cirka et års fængsel.

Derfor handlede retsmødet tirsdag om, hvad de nye lovovertrædelser skulle koste.

Byretten nåede i juni frem til, at disse ville koste halvandet år, men at resultatet på grund af tilståelsen i stedet skulle være et år.

Tirsdag har dommerne i landsretten stadfæstet dommen.

»Når denne afgørelse fra landsretten bliver kendt, vil det nok motivere mange til at overveje muligheden for at aflægge en tilståelse,« siger advokat Berit Ernst.

I givet fald vil det føre til en stor aflastning af retssystemet.

Rabat på op til en fjerdedel

Rabatten er indført for at lette presset på domstolene, og den kom i spil i et udvalgsarbejde, som tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam stod i spidsen for.

I en instruks om den nye regel fra den øverste anklager, Rigsadvokaten, er der lagt op til en rabat på op til 25 procent, hvis en sigtet aflægger en fuld tilståelse hurtigt. I andre tilfælde skal den højst være 10-15 procent.

Men denne kurs batter ikke rigtigt noget, mener advokat Berit Ernst. Derfor er hun tilfreds med landsrettens signal om en højere belønning.

Hos Statsadvokaten i Viborg siger specialanklager Susanne Holst Højbjerg:

»Vi vil læse dommen og overveje, om vi skal bede Rigsadvokaten om at få forsøge at få den indbragt for Højesteret, fordi den vedrører ny lovgivning.«

I øvrigt har anklagemyndigheden også anket en dom med rabat afsagt i sommer af Retten i Glostrup til Østre Landsret.

Her fik to mænd hver fængsel i 11 år for håndtering af 100 kilo kokain. Deres rabat udgjorde tre-fire år, vurderede en anklager.