Kom gående på gaden med kuffert fuld af hash
Så slog specialpatruljen til.
For de fleste lignede det nok bare en mand på vej på ferie, men på baggrund af troværdige oplysninger til politiet rettede betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje onsdag formiddag henvendelse til en 59-årig mand, der kom gående på gaden i Kongsvang i Aarhus med en stor kuffert.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ifølge politiets oplysninger skulle den 59-årige mand være i besiddelse af en større mængde narko og betjentene bad den 59-årige om at åbne sin store kuffert.
Og indholdet af den 59-åriges kuffert bekræftede mistanken: Flere kilo hash til en værdi af flere hundrede tusinde kroner.
Manden blev derfor sigtet for forsøg på salg af narko og anholdt.
Politiet beslaglagde hashen med henblik på konfiskation og destruktion.
Efter endt afhøring blev den 59-årige løsladt.