Lidt komisk: Fælden klappede, da ubudne gæster vendte tilbage til sommerhus
To mænd er sigtet for husfredskrænkelse efter hyggetur i sommerhus.
Det er nemt at gå lidt i panik, hvis man finder ud af, at man har glemt sin mobiltelefon.
Den følelse må have ramt en mand i 30’erne, da han i weekenden kom i tanke om, at hans mobil lå i et sommerhus i Grenaa. Det var nemlig ikke hans sommerhus.
To mænd på henholdsvis 30 og 33 år opholdt sig formentlig i sommerhuset over to nætter, hvor de lavede mad, fyldte service i opvaskemaskinen og støvsugede glasskår op fra den rude, som de havde knust for at komme ind i sommerhuset.
Da sommerhusejeren opdagede de ubudne gæster, kontaktede han politiet, men de to mænd var stukket af fra stedet, da patruljen kom frem.
Her kunne historien slutte, men de to mænd vendte tilbage til sommerhuset, imens patruljen var på stedet. Den ene gerningsmand havde som nævnt glemt sin mobiltelefon.
Der var umiddelbart ikke stjålet noget fra stedet, men begge mænd blev sigtet for husfredskrænkelse.