Fortsæt til indhold

Politiet: 57-årig overfaldet i sit hjem med slag, spark og kniv

Fire mænd fremstilles onsdag i grundlovsforhør.

Krimi
jro

Opdatering: De fire mænd blev alle varetægtsfængslet i fire uger frem til tirsdag den 19. november 2024, oplyser Østjyllands Politi. Den ene af dem kærede kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten, mens en anden tog forbehold for at kære.
De to resterende kærede ikke.

Fire mænd er sigtet for at have overfaldet en 57-årig mand på hans adresse.

Nu fremstilles de i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Det oplyser Østjyllands Politi døgnrapporten.

Mændene skal have overfaldet den 57-årige natten til mandag klokken 02.05 i det nordøstlige Randers.

Her blev han væltet omkuld, slået, sparket og stukket med kniv.

Herefter stak gerningsmændene af - efter at have stjålet nogle tusinde kroner i kontanter.

Den 57-årige blev bragt til hospitalet med ambulance for behandling. Han var ikke umiddelbart i kritisk tilstand.

De fire sigtede er mellem 18 og 27 år.

De fire mænd blev anholdt tirsdag eftermiddag i det centrale Aarhus. De kom kørende i bil, som blev standset af en patrulje.

Der er tale om en 18-årig mand fra Vejle, en 27-årig mand fra Randers, en 27-årig mand fra Aarhus og en 27-årig mand uden fast bopæl i Danmark, oplyser politiet.

Politiet formoder, at flere gerningsmænd, der fortsat er på fri fod, har været med til overfaldet.

De opfordres til at melde sig selv til politiet for at få afgivet deres forklaring, lyder det i døgnrapporten.

Det vides ikke, hvordan de fire mænd forholder sig til sigtelserne. Men det vil formentlig komme frem i forbindelse med grundlovsforhøret.

Anklageren anmoder om lukkede døre - der er derfor på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger.