Flinke betjente fik fuck-finger af taxachauffør
Taxachaufføren ville tage passager op et 'uhensigtsmæssigt sted'.
Et par flinke betjente forsøgte natten til torsdag at hjælpe en taxachauffør.
Som tak fik de en fuckfinger og tilråb - politiet kvitterede til gengæld med en sigtelse, fremgår det af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
Klokken 00.50 bad betjentene taxachaufføren om ikke at holde i Busgaden i det centrale Aarhus, da det var »uhensigtsmæssigt at søge hyre midt i fodgængerfeltet.«
Politiet bad derfor taxachaufføren om at fjerne sig, hvilket altså fik den 34-årige mand til at råbe af politiet og fremvise sin langemand til betjentene.
Den 34-årige mand blev derfor sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet, inden han forlod fodgængerfeltet i Busgaden - ikke med en passager, men med den nys modtagede sigtelse.