Offer i familie med politi-leder: Retssag rykkes til Aarhus
Østjyllands Politi har fået overdraget en sag af Nordjyllands Politi på grund af inhabilitet, da en leder i Nordjyllands Politi er i familie med en af de forurettede i en svindelsag.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag klokken 13 en 21-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Han er sigtet for en række bedrageriforhold begået mod flere ældre borgere i Nordjylland.
Ifølge sigtelsen snød den 21-årige mand sammen med flere medgerningsmænd i løbet af oktober de ældre til at udlevere dankort og kode, hvorefter der blev hævet penge på kortene.
Gerningsmændene, hvoraf flere pt. er ukendte, udgav sig for at være fra banken og fik overbevist de ældre om, at de skulle udlevere kreditkort og pinkode.
En 26-årig mand blev den 17. oktober varetægtsfængslet i samme sag i forbindelse med et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.
Østjyllands Politi har fået overdraget sagen af Nordjyllands Politi på grund af inhabilitet, da en leder i Nordjyllands Politi er i familie med en af de forurettede.
Sagen efterforskes derfor nærmere i Østjylland, og det er anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, der fremstiller den 21-årige mand i grundlovsforhøret ved Retten i Aarhus.
Anklageren vil anmode om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man altid husker på følgende:
• Banken vil aldrig bede dig om at udlevere kode eller følsomme oplysninger over telefonen.
• Banken vil aldrig møde op hjemme hos dig for at hente dit kreditkort.
• Smæk røret på, hvis nogen ringer og beder om din pinkode eller andre personfølsomme oplysninger.