Fortsæt til indhold

Peberspray og spark efter trafikuheld: Filmet - og fanget

Politiet fik hurtigt has på de to på videoen.

Krimi
jro

Lidt efter tirsdag middag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at flere personer var endt i et slagsmål på en p-plads på Anelystparken i Tilst.

Efter alt at dømme begyndte episoden med et mindre trafikalt sammenstød mellem to biler, og efterfølgende kom personerne fra bilerne op at skændes.

Et skænderi, der pludselig udviklede sig, skriver politikredsen i sin døgnrapport.

FIlmet - og genkendt

Vidner på stedet kunne fortælle, at to mænd fra den ene bil slog og sparkede en mand fra den anden bil og på et tidspunkt brugte de også peberspray mod ham og to andre passagerer.

Da politiet nåede frem, havde de to mænd fra bilen forladt stedet. Et vidne havde dog filmet episoden, og betjentene genkendte hurtigt de to som en 28-årig og en 35-årig mand.

Begge mænd blev kort efter anholdt på en adresse i Brabrand og sigtet for grov vold.

Ingen af de involverede led umiddelbart alvorlige skader.