Syv uger og syv tilfælde af vold - og ét angreb med en mobiltelefon: Nu har politiet fået nok
Flere gange er han gået mod personer i offentlig tjeneste.
En 32-årig mand har gentagne gange begået vold - og vold mod personer i offentlig tjeneste.
Torsdag fremstilles han i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Østjyllands Politi rykkede onsdag aften klokken 21.36 ud efter en anmeldelse om, at en mand havde slået en anden mand i hovedet på en restaurant på Telefontorvet. Efter hændelsen låste den 32-årige sig inde på restaurantens toilet, før han flygtede. Knapt en time senere blev han imidlertid genkendt af en patrulje og anholdt klokken 22.27, hvorefter han blev bragt til politigården i Aarhus og placeret i detentionen.
Ikke første gang
Anholdelsen klokken 22.27 var ikke just politiets første møde med manden den dag. Tidligere på dagen havde han nemlig ydet vold mod en kvinde og en ansat på Spor 7, der er Kirkens Korshærs dag- og aftenvarmestue.
I alt er manden sigtet for tre tilfælde af vold, fire tilfælde af vold mod nogen i offentlig tjeneste og for i et tilfælde at have angrebet en person i offentlig tjeneste med en mobiltelefon.
Alle sagerne fandt sted mellem 8. september og 30. oktober i år.
Med henvisning til de mange sager er det anklagemyndighedens vurdering, at der foreligger tilstrækkeligt juridisk grundlag for at kræve manden varetægtsfængslet.