På flugt fra politiet: Stjal Malthes minilæsser og kørte galt på Henriks mark
Politiet leder efter ung mand, der kørte galt i en stjålen maskine og stak af ind over en mark.
Sent onsdag aften blev der lavet et opslag i en lokal Facebookgruppe i Voldum. Opslaget viste en blå minilæsser, der var kørt galt og efterladt i en grøft på en mark på Stobdrupvej tæt ved motorvejsoverkørslen ved Hadbjerg.
Minilæsseren lignede Malthe Jensens, så da han så opslaget, kørte han forbi en byggeplads på Voldum-Rud Vej 115 i Voldum, hvor den skulle stå.
Det gjorde den ikke, så han kørte videre til marken på Stobdrupvej, hvor minilæsseren sad fast i en grøft. Det viste sig ganske rigtigt at være hans maskine, som var stjålet og endt på marken nogle få kilometer fra byggepladsen.
Det skulle dog vise sig, at Malthe Jensen ikke blot havde fået stjålet sin minilæsser, der har en værdi på 150.000 kroner. Tæt ved marken på Stobdrupvej fik han øje på en trailer, der stod parkeret i vejsiden. Det viste sig nemlig også at være hans trailer, som var blevet stjålet fra et lager, han har på en anden adresse på Voldum-Rud Vej 129a i nærheden af byggepladsen.
På traileren stod der varmepumper og mikrocement med mere, som var stjålet fra indbruddet i lageret.
»Der er brudt et vindue op på bagsiden af lageret, og så er varmepumperne og cementen læsset på traileren og kørt væk,« fortæller Malthe Jensen.
Han har nøglerne til minilæsseren, så hvordan tyven har fået den i gang, ved han ikke. Han formoder, at traileren med de stjålne varer fra lageret er blevet spændt bagpå den ligeledes stjålne minilæsser, siden de blev fundet samme sted.
»Uden at vide hvem der har gjort det, tror jeg ikke, det er personligt, men tilfældigt, at jeg har fået stjålet flere ting fra forskellige adresser.«
Minilæsseren blev opdaget af Henrik Dahl Rasmussen, der bor på Stobdrupvej og ejer marken, hvor maskinen blev efterladt.
»Den kommer kørende på Stobdrupvej og kører ind på marken og cirkulerer. Det ser mærkeligt ud, og den rammer et vandløb og kan ikke kom komme op, så jeg går hen og tager kontakt til føreren, der stikker af til fods ind over marken,« fortæller Henrik Dahl Rasmussen.
Han anmeldte episoden til politiet og lavede det nævnte opslag på Facebook, som Malthe Jensen reagerede på.
»Jeg vil gerne takke Henrik, fordi han reagerede og tog kontakt til personen i minilæsseren i stedet for bare at lade som ingenting,« fortæller Malthe Jensen, som har fået minilæsseren, traileren og de stjålne ting tilbage.
»Det er ikke super fedt, det der er sket, og det giver en masse arbejde, men jeg er glad for at have fået minilæsseren og traileren igen. Jeg har ikke helt overblik over, om noget er ødelagt, men det ser ikke umiddelbart ud til, at der mangler noget fra indbruddet.«
Sagen om tyveriet af minilæsseren er også beskrevet, omend mindre detaljeret, i Østjyllands Politis døgnrapport. Politiet sendte er par patruljer til stedet for at sikre spor, og en hundepatrulje gik spor efter gerningsmanden, som dog ikke blev fundet.
Henrik Dahl Rasmussen nåede kun at se, at det var en yngre mand, der stak af fra minilæsseren. Politiet oplyser, at man efterforsker sagen med henblik på at finde tyven.
Indbruddet i Malthe Jensens lager på Voldum-Rud Vej 129a er ikke omtalt i Østjyllands Politis døgnrapport, men politiet bekræfter, at man har modtaget en anmeldelse om indbrud og tyveri på adressen af en trailer læsset med materialer, som blev fundet nogle kilometer fra gerningsstedet.
Politiet bekræfter endvidere, at det er den samme person, som har fået stjålet minilæsseren og har haft indbrud, og man har foretaget sporsikring ved indbruddet i lageret.