17-årig pige kørte på motorvejen uden ledsager - og kaldte politiet for magtliderlige
En 17-årig pige var ifølge politiet ikke tilfreds, da en patrulje sigtede hende for at køre bil uden en lovpligtig ledsager grundet hendes alder.
17-årige må gerne køre bil, hvis de har en kvalificeret ledsager med sig ved deres side. Ellers er det ulovligt.
Torsdag omkring kl. 12.30 afslørede en patrulje en 17-årig pige, som var kommet af sted uden sådan en ledsager.
»En patrulje foretager en rutinemæssig kontrol af et køretøj på Østjyske Motorvej ved Skanderborg Nord. I bilen befinder sig en 17-årig pige, som ikke har en ledsager med i bilen,« fortæller politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.
Det bliver pigen sigtet for.
»Det var hun ikke helt tilfreds med, så hun begynder at råbe efter politipatruljen og kalder patruljen for magtliderlige osv. Så det ender desværre med, at man også giver en sigtelse for fornærmelig adfærd,« lyder det fra politikommissæren.