Største stigning i Østjylland: Så mange blev ramt
De seneste tre år har man set en stigning i antallet af anmeldte indbrud i Skanderborg Kommune.
Når man forlader sit hjem, kan man aldrig helt vide sig sikker.
Indbrudstyven kan lige pludselig komme snigende, bryde ind i dit private hjem, rode i dine private ting og stjæle noget af det, du har måske allermest kært.
Det er i al fald tilfældet for private hjem i Skanderborg Kommune. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der er en stigning i antallet af indbrud i private hjem i kommunen i første, andet og tredje kvartal af 2024 i forhold til de to foregående år.
Tallene viser, at der i de tre første kvartaler af 2024 blev anmeldt 129 indbrud i private hjem. Året før, i 2023, blev der anmeldt 101 indbrud og i 2022 blev der anmeldt 95 indbrud.
»Det er svært at give en forklaring på stigningen, men det er relativt små tal, men det er klart, at ét indbrud er et for mange,« lyder det fra vicepolitiinspekør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
Han forklarer, at når politiet har med indbrud at gøre, er der retninger at kigge i ved hvert enkelt indbrud.
»Vi prøver at koble nogle af indbruddene sammen i forhold til for eksempel modus, koster og dna. For eksempel forsøger vi at sammenligne, hvordan man kan komme ind,« siger Finn Ellesgaard Nelsen.
Tallene fra Danmarks Statistik viser også, at Skanderborg er den eneste kommune i Østjylland med en stigning i antallet af anmeldelser af indbrud i private hjem i tredje kvartal 2024 i forhold til 2023.
I Skanderborg Kommune blev der i tredje kvartal 2024 anmeldt 49 indbrud. I samme periode i 2023 var tallet på 38 og i 2022 var det 31 anmeldelser i tredje kvartal.
Det svarer til en forskel på 29 procent i 3. kvartal 2023 og 3. kvartal 2024.
I kommuner som Aarhus så man et fald på fem procent i samme periode. I Favrskov faldt antallet af anmeldelser med 46 procent i perioden, i Syddjurs var der 42 procent færre anmeldelser i tredje kvartal 2024 i forhold til samme periode året forinden, i Norddjurs faldt antallet med 8 procent og i Randers var der 30 procent færre anmeldelser.
Råd til at skræmme tyven væk
Den del har politiet ingen kommentarer til, men Finn Ellesgaard Nielsen fortæller, at der hvor politiet udover forsøget på at opklare indbrud, kommer ind i billedet, er i den forebyggende opgave.
Forsøget på at holde indbrudstyven væk.
»Naboer som hjælper hinanden giver rigtig stor værdi. Og vi vil gerne have anmeldelser om mistænkelige forhold. Ser noget underligt ud? Så skal man ikke være bange for at forstyrre os. Vi kan ikke reagere på alle henvendelser, men vi vil gerne kontaktes. De gange, hvor det lykkes os at tage tyve i særligt villaindbrud er ofte ved anmeldelser fra folk, der har set noget,« fortæller Finn Ellesgaard Nielsen, der særligt anbefaler gode aftaler med naboer i ferieperioder, hvor man måske er væk i længere tid.
I samme omgang henviser Finn Ellesgaard Nielsen også til at holde sig opdateret på gode råd mod indbrud via Bo Trygt.
»Det er både i forhold til hvordan man klipper sin hæk, belysning, døre, lys der tændes uden for, velfungerende låse osv.,« siger Finn Ellesgaard Nielsen.
Bliv ikke hæler
Derudover opfordrer Finn Ellesgaard Nielsen også til ikke at holde gang i salget af tyvekoster.
»Man skal ikke gøre sig til hæler. Man risikerer at blive straffet selv, men selv hvis man ikke bliver straffet er man med til at holde gang i markedet med salg af tyvekoster. Så man skal tænke over, hvad man køber. Jo flere købere, der er, jo flere indbrudstyve er der også. Ikke alle koster løber ud af landet,« lyder det fra Finn Ellesgaard Nielsen.
Derfor er opfordringen klar:
»Kig ikke kun på prisen – tænk også over, om der er risiko for, at det er stjålet.«